Elderlearn får støttebeløb til udvikling af ny platform for NGO’er og frivillige

Elderlearn, som deltager i Impact StartUp, har sammen med Københavns Universitet og Aalborg Universitet modtaget et støttebeløb på 9,6 millioner DKK fra Innovationsfonden til udvikling af det nye projekt EMOVE. Partnerne har selv investeret 3,2 millioner DKK.

NYHED 22. april 2021

Projektet, der sættes igang 1. maj 2021 og varer 3,5 år, er et managementsystem ved navn Kople (www.kople.io). Ambitionen med Kople er at udvikle viden og værktøjer til håndtering af matchmaking mellem NGO’er og frivillige – samt facilitering af en løbende dialog mellem parterne.

Der har længe været efterspørgsel fra organisationer af et system, der kan hjælpe med at håndtere samarbejdet med frivillige – bl.a. i forhold til GDPR-lovgivningen. Med en specifik forsknings- og feedbackstruktur mellem Elderlearn, KU og AUU, kan Kople hjælpe organisationer med at indfri deres fulde potentiale til samarbejde med frivillige.

Elderlearn matcher ældre borgere med udlændinge, der studerer i Danmark, hvilket skaber trivsel, glæde og indhold for den ældre, samtidig med at udlændingen forbedrer sine sprogkundskaber og dermed integrationsmuligheder.

Elderlearn er en af de 21 udvalgte virksomheder, der deltager i acceleratorforløbet Impact StartUp. Forløbet er faciliteret af Den Sociale Kapitalfond og er støttet af Industriens Fond.