“Fedt at der kommer en ude fra og stiller alle de kritiske spørgsmål”
Michael Noer, indehaver af virksomheden Auto-Mobil, har haft stort glæde af at deltage i forløbet Impact StartUp. Han har blandt andet fået hjælp til at udarbejde en indtjeningsanalyse og er nu helt klar til at pitche over for et panel af investorer på den kommende Demo-dag den 26. november.
NYHED 9. november 2020
”Det bedste ved at være med i Impact StartUp er, at der kommer en udefra og stiller alle de kritiske spørgsmål”. Sådan lyder det fra Michael Noer, indehaver af virksomheden Auto Mobil, der op- og ombygger biler til handicapbiler.
Sammen med ni andre startup-virksomheder får han intensive 1:1 samtaler med virksomhedsudviklere og deltager i bootcamps om bl.a. afsætning, salg, budgettering, organisationsudvikling og impact management.
”Til dagligt bliver jeg hurtigt fokuseret på driften og får sjældent tid til at træde et skridt til siden og se på, om jeg er på vej i den rigtige retning. Derfor har det været et kæmpe plus, at Stine (en af forretningsudviklingscheferne i programmet) bl.a har stillet mig spørgsmålet: På hvilke af dine forretningsben tjener du flest penge?
For Michael Noer har det spørgsmål ført til både konkrete handlinger og erkendelser:
”Når det her forløb er slut, skal jeg have et advisory board, jeg løbende kan sparre med. Og her og nu har jeg udviklet en analyse af, hvor jeg tjener mine penge, og hvor jeg skal optimere,” fortæller han.
Indtjeningsanalysen bliver et vigtigt redskab, når han skal præsentere sin virksomhed overfor et panel af impact investorer på den såkaldte Demodag, der er en del af forløbet.
Michael Noer tøver ikke med at anbefale andre startups at ansøge om deltagelse i Impact StartUp:
”Hvis man vil have inspiration fra dygtige virksomhedskonsulenter og værktøjer til at skalere en virksomhed, så er Impact StartUp det helt rigtige. Og så får man oveni købet et uvurderligt netværk med ni andre virksomheder, som står i samme situation, og som jeg altid kan ringe til, når jeg har brug for en snak”.