“Det er givende nu at kunne påvise, hvad det, vi arbejder med socialt, kan give af overskud økonomisk”

Sådan fortæller Charlotte Kaas, CEO i FoodChangers, om, hvad de indtil videre har lært af at være med i Impact StartUp.

NYHED 29. september 2021

700.000 tons mad. Det er hvad, der går til spilde hvert år i Danmark – og 23% af det kommer fra detailhandlen. Men det vil FoodChangers lave om på.

Virksomheden FoodChangers er et nyt mad-brand baseret på madspild. De indsamler overskudsmad fra forskellige partnere, som for eksempel Coop Aarhus, som de genskaber/forædler og sælger tilbage til Coop og andre leverandører i helt ny form og indpakning. Derudover producerer de frokostordninger til virksomheder og laver egne delikatesser. Alt sammen baseret på mad, der ellers ville være smidt ud.

Nu er de med i acceleratorprogrammet Impact StartUp som en af de 21 udvalgte virksomheder. Her lærer de blandt andet at udvikle bæredygtige forretningsmodeller, strategier for skalering, veje til finansiering og kapitalfremskaffelse samt måling og dokumentation af deres impact: At være en del af Impact Startup har været en anderledes måde at se på den sociale impact, og det har samtidig været en fed proces at få indarbejdet de sociale indsatser i noget, der kan måles,” fortæller Charlotte.

“Det har været en spændende proces at få noget ”blødt” ned på et regneark og give det en ”pris”. Derfor kommer vi i fremtiden til at arbejde meget mere med vores outcome i forhold til de muligheder og vækststrategier, som vi har. På den måde kan vi også bruge det til at søge midler til videreudvikling af vores ideer.” Dokumentation af outcome til investorer er nemlig afgørende for at få en investering: “Det er givende nu at kunne påvise, hvad det, vi arbejder med socialt, kan give af overskud økonomisk,” fortæller Charlotte.

FoodChangers har fået tildelt en forretningsudvikler i Impact StartUp, som de mødes med en gang om ugen. Her gennemgår de ting som f.eks. økonomi, salg og kontakt til forhandlere: “Det har været fedt at blive givet en masse muligheder for bruge vores forretningsudvikler til det, vi har måtte have brug for,” fortæller Charlotte.

Snart søsættes en ny runde i Impact StartUp, hvor flere startups med sociale og grønne målsætninger blandt andet får 1:1 forretningsudvikling samt lærer at styrke deres konkurrenceevne. Iværksætterne vil undervejs blive matchet med et panel af relevante investorer i både Danmark og resten af Norden. Følg med på vores hjemmeside eller vores Instagram @impactstartupdanmark for at høre mere om deltagernes rejse til at løse nogle af samfundets udfordringer.