Impact StartUp-virksomhed skyder i vejret efter investering

Virksomheden Healper, der kæmper for, at mennesker er sikret den rette psykologhjælp, skyder i vejret efter nye investeringer. 

NYHED 1. februar 2022

20% af danskerne oplever hvert år mentale udfordringer, der burde løses af en professionel. Men meget få ender med at finde den rette. Derfor gik Andreas Aabo, Tobias Pankoke og Rasmus Frost sammen om at skabe bookingplatformen Healper. Ved hjælp af kunstig intelligens matcher Healper personer med psykiske udfordringer med den helt rigtige specialist. Og så er det helt gratis for den, der søger en psykolog.

Healper deltager i Impact StartUp – et acceleratorforløb til iværksættere med blod på tanden for at gøre en forskel i det danske velfærdssamfund. Forløbet er faciliteret af Den Sociale Kapitalfond. Her får de 1:1-forretningsudvikling, lærerige workshops og webinarer inden for bl.a. impact management, salg, økonomi og kapitalfremskaffelse. Og så har de løbende mødt impact investorer, mentorer og samarbejdspartnere.  

I november 2021 lukkede Healper en aftale med investorer Henrik Sparup og Jesper Tilsted. Og siden har det taget fart med en månedlig vækst på 317% i omsætning og 517% på matches mellem klient og psykolog. Og det forstår investor Jesper Tilsted, co-founder og CMO i Happy Helper, godt: 

”Det er sjældent, at man finder en så enestående case som Healper. Deres mission er spot-on, deres timing er perfekt og teamet er nær komplet. De har set et unikt hul i markedet og har evnerne til at bygge noget stort. Det kan blive en global game changer.”  

Og det er ikke kun forretningsmæssigt, at de er et godt match: ”Jeg har selv været gået ned med stress. Jeg måtte opsøge professionel hjælp og fandt hurtigt ud af. at jeg INGEN idé havde om hvordan og hvem. Jeg har derfor den største sympati for deres vision om at gøre god terapi lettilgængelig,” fortæller Jesper Tilsted. 

Founder-teamet ejer stadig 90% af virksomheden. Og vækst vil de fortsætte med, fortæller Andreas Aabo om deres planer for 2022: 

”2021 har været et fantastisk eventyr. I 2022 skal vi rekruttere, begejstre og motivere de bedste psykologer og udvide produktet, så klienterne får bedre og mere meningsfyldte livsændringer. Og så skal vi teste konceptet i udlandet.” Og det skal Jesper Tilsted hjælpe med. Han bidrager især med marketing og salg og vil i den kommende periode vejlede og introducere Healper for de investeringsfonde, der kan få Healper til at være global. 

20 Impact StartUp-virksomheder har indtil videre deltaget i forløbene i 2020 og 2021, som har været sponsoreret af Industriens Fond. I 2022 fortsætter vi.

Målet med Impact StartUp er at styrke virksomhedernes konkurrenceevne og matche dem med et panel af relevante investorer i både Danmark og resten af Norden. Gennem programmet fokuseres bl.a. på at udvikle bæredygtige forretningsmodeller, håndtering af impact management, strategier for skalering samt veje til finansiering og kapitalfremskaffelse. Forløbet faciliteres af Den Sociale Kapitalfond og støttes af Industriens Fond.
Følg Impact StartUp’s Instagram på ikonet for mere viden om forløbet og de andre deltagere: